Den Fri Ungdomsuddannelse, 2001

MK-klassen opstod som tidligere beskrevet i 2001, hvor det daværende Storstrøms Amt og andre interessenter, herunder ungdomsskolen, blev opmærksomme på et manglede efteruddannelsestilbud for unge med særlige behov, herunder fysiske og psykiske handicappede, der havde afsluttet folkeskolen. På daværende tidspunkt eksisterede Den Fri Ungdomsuddannelse (FUU) og med Storstrøms Amt som ansvarlig for denne gruppe unge, så vi i fællesskab en fantastisk mulighed for at etablere et tilbud under FUU. MK-klassen blev således oprettet. I lovteksten om FUU (1994) hedder det bl.a. om formålet, at det skal give

”unge, der ikke har afsluttet en ungdomsuddannelse, bortset fra erhvervsgrunduddannelse (egu), og som ikke er fyldt 25 år ved uddannelsens påbegyndelse, mulighed for at gennemføre et individuelt tilrettelagt uddannelsesforløb, der giver alsidige kvalifikationer og udvikler den unges personlige kompetence. Formålet er endvidere at bidrage til at udvikle elevernes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund”

I ungdomsskolen så vi en klar sammenhæng mellem det behov, vi havde erfaret blandt de unge, lovteksten og så det grundlag, vi i forvejen lavede ungdomsskole på. Derfor bød vi ind på undervisningsdelen og ad kommunalpolitisk vej blev det besluttet, at vi skulle være ansvarlige for uddannelsens indhold. MK-klassen havde fundet sig en lovgivningsmæssig placering.

Den Vidtgående Specialundervisning, 2002

MK-klassen fik lov til at eksistere som amtskommunalt tilbud under FUU i næsten et år, idet FUU ved lov blev nedlagt den 25. marts 2002. Indtil dette tidspunkt havde MK-klassen, som ovenfor beskrevet, været knyttet til en bred og tværfaglig lovgivning, der overordnet var tænkt som et tilbud til en bred gruppe unge med særlige behov. Med nedlæggelsen af FUU blev MK-klassen nu tættere knyttet til en mere snæver amtskommunal opgave. Man kan sige, at ”mellemlægningspapiret” forsvandt, og MK-klassen var nu direkte knyttet til den vidtgående specialundervisning.
I lovteksten hertil hedder det bl.a., at det påhviler

”amtskommunen at indrette og sørge for specialundervisning af børn og unge under 18 år”

og endvidere hedder det, at

”Kommunalbestyrelsen foretager henvisning af børn og unge til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ved amtsrådets foranstaltning… når kommunalbestyrelsen finder, at de pågældendes udvikling stiller krav om en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, der bedst kan imødekommes ved en amtskommunal foranstaltning”

Fokus var for en tid flyttet væk fra individuelt tilrettelagte uddannelsesforløb, alsidige kvalifikationer og den unges personlige kompetence. I stedet blev ungdomsskolens administrative udfordring i højere grad at overbevise de visiterende kommuner om, at unge med handicaps også har behov for uddannelse, og herunder den væsentlige detalje, at kvalitet og pris hænger sammen.

Lov om Ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, 2007

31. december 2006 blev amterne nedlagt og opgaverne med Vidtgående Specialundervisning lagt over til kommunerne. Nu skulle kommunerne indbyrdes til at finde ud af sammenhængen mellem kvalitet, pris og lovgivning. I Vordingborg Ungdomsskole havde vi hele tiden været meget opmærksomme på - både udadtil og indadtil - at indrette og præsentere MK-klassen som et undervisningstilbud og set i denne sammenhæng blev udfordringen nu at skulle overbevise de visiterende kommuner om, at vi virkelig var uddannelse og derfor relateret til Undervisningsministeriet og ikke et socialpædagogisk fritidstilbud eller andet under Lov om Social Service. Kommunernes problem var nok i denne sammenhæng de vandtætte skodder mellem de forskellige forvaltningers økonomi og ”hvordan samtænker man forskellige lovgivninger og forvaltninger med dertil hørende økonomi”, kunne man næsten høre kommunerne sige.
Svaret på mange af de opståede udfordringer kom tilsyneladende med Lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov, der trådte i kraft den 1. august 2007 og hvori det bl.a. i § 1 hedder, at

”Formålet med ungdomsuddannelsen er, at unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov opnår personlige, sociale og faglige kompetencer til en så selvstændig og aktiv deltagelse i voksenlivet som muligt og eventuelt til videre uddannelse og beskæftigelse”

Endvidere står der i § 2, at

”Unge udviklingshæmmede og andre unge med særlige behov har et retskrav på en ungdomsuddannelse. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge omfattet af 1. pkt., der er tilmeldt kommunens folkeregister, en 3-årig ungdomsuddannelse efter denne lov”

Formuleringen omkring ”unge med særlige behov” er i øvrigt senere blevet omformuleret, således at det ikke længere er målgruppen, der er særlig men derimod uddannelsestilbuddet, der beskrives som særligt tilrettelagt. En interessant sproglig udvikling, der nok skal begrundes i en systematisk tænkning, hvor problemfelt og problemløsning ikke længere hæftes til den enkelte elev, men til de relationer og sammenhænge, eleven indgår i.

I forhold til ungdomsskolens kultur, traditioner og menneskesyn føler vi næsten at vi er tilbage ved udgangspunktet under den nye lov. Det er næsten som at vende tilbage til Den Fri Ungdomsuddannelse og vi forventer os meget af den nye lov. Bl.a. forventer vi, at netværkstanken bliver udviklet blandt de aktører, der arbejder med de unge, således at de unges udviklingspotentiale i højere grad søges udløst i samarbejde i den unges relationer. Vi håber også på en mere gelinde procedure omkring visitering af elever, fordi lovgivningen netop sigter tværfagligt, hvormed mange af de blokeringer, der tidligere eksisterede qua den kommunale sektoropdeling, gerne skulle være reduceret. Endelig er det et udtalt ønske i Vordingborg Ungdomsskole, at der med en præcis lovgivning på området, vil komme et fornyet og forstærket fokus på en marginalgruppe af unge, der på mange måder har en naturlig plads i ungdomsskolen.