Multikommunikationsklassen eller MK-klassen, som uddannelsestilbuddet hedder i daglig og forkortet udgave, henvender sig til eleverne med budskabet om, at alle mennesker har ret og ikke mindst pligt til at bidrage til demokratiet ved at deltage i de kommunikative processer, samfundet tilbyder. En af forudsætningerne for at kunne dette, er sproglige kompetencer. Her tænkes ikke bare på det talte sprog. Også det kropslige, musiske, kreative sprog mm. er alle væsentlige redskaber i de kommunikative demokratiske processer. Derfor er en af MK-klassens vigtigste opgaver at være med til at udvikle elevernes mulighed for at kunne anvende mange forskellige kommunikationsformer og heraf navnet Multikommunikationsklassen.

Det er en forudsætning for at være medarbejder i teamet omkring MK-klassen, at man har et positivt menneskesyn. Man skal være i stand til at se muligheder og potentialer i den enkelte elev i stedet for begrænsninger. Vi ser på eleverne som hele mennesker og forsøger hele tiden at udvikle og eftersøge kompensationer for de handicaps, der virker blokerende for eleverne. Vi kan lide vores elever og det viser vi dem. Vi giver både positiv og kritisk feedback til eleverne og ikke mindst forsøger vi at være tydelige og troværdige ved at anerkende eleverne som mennesker og ikke som handicappede. Disse samværsformer oplever vi giver tryghed og trivsel.
Vi har at gøre med elever, der i mange sammenhænge er overbeskyttede i deres liv. Vi tager ikke specielle hensyn til den unge fordi han eller hun har et handicap, men vi tager hensyn det hele unge menneske. Vi stiller krav til den enkelte elev i bestræbelserne på at opnå både faglige og sociale mål – vi vil udvikling!

Det fælles kendetegn for eleverne er, at de alle i fysisk og aldersmæssig forstand er i puberteten. I psykisk forstand oplever vi derimod ofte, når vi modtager eleverne, at de på mange områder opfatter sig selv, og bliver opfattet af deres omgivelser, som børn. Dette skyldes dels, at vi med vores vestlige menneskesyn i høj grad definerer modenhed og alder ud fra det pågældende menneskes kommunikative evner. Vores mission i MK-klassen er, når vi sender vores elever videre efter uddannelsen, at de kommunikativt er nået så langt, at ikke bare de selv, men også deres omgivelser efterhånden vil betragte dem som unge mennesker.

Skole og hjem.

Oplever man sig som ”medansvarlige” for unge menneskers modning og personlige udvikling, må man samtidig opleve sig som ansvarlig for at italesætte udviklingen og de ændringer, der opleves i denne sammenhæng, hos elevernes pårørende.
Når der sker personlig udvikling hos vores elever, kan det selvfølgelig også mærkes i hjemmene. Derfor vægter vi skole-/hjemsamarbejdet meget højt i MK-klassen. Forældrene skal også vende sig til, at deres barn lige pludselig er på vej til at blive voksen. Vi taler meget med forældrene om hvorfor og hvordan vi ser på den unge. Vi opfordrer dem til selv at hjælpe den unge på vej til et voksenliv.

Ungdomsskolens øvrige personale.

Også ungdomsskolens øvrige personale påtager sig et ansvar i forhold til opnåelsen af de mål vi sætter for eleverne. Gruppen af medarbejdere i ungdomsskolen dækker over en meget bred vifte af faglige baggrunde. Både det administrative, det servicerelaterede og det pædagogiske personale er ofte medinddraget i de processer vi planlægger for vores elever. Eksempelvis er de mobile elever ugentligt i praktik hos vores servicemedarbejder og får konkrete og praktiske opgaver, samtidig med at servicemedarbejderen agerer som et form for ”mester-lærer”. Det samme gør sig gældende i ungdomsskolens administration, hvor også de mindre mobile har mulighed for at udføre mindre men vigtige praktiske opgaver.

De øvrige ungdomsskoleelever.

MK-klassen har base på 2. sal i ungdomsskolens bygning, men hele ungdomsskolen er tilgængelig for eleverne. Det betyder, at vores elever dagligt er i kontakt med andre unge, når de enten kommer på ”uanmeldt” besøg eller når vores elever opholder sig i ungdomsklubben.
Vi har kun positive oplevelser med denne form for integration og MK-klassens elever bliver betragtet som en naturlig del af de unges miljø i ungdomsskolen. Man kan sige, at vores elever får udlevet deres ungdomsliv fuldt ud og at placeringen på en ungdomsskole er ideel også set i denne sammenhæng. Endelig virker dannelsesaspektet begge veje, idet de andre unge i høj grad får åbnet øjnene for, hvordan det er at være handicappet og ikke mindst hvor meget vi alle – når alt kommer til alt – ligner hinanden.  
En tredje metode vi anvender, i arbejdet med vores elever, er Ung til ung-metoden. Den går kort fortalt ud på at udnytte en sammenbragt gruppe unges komplementære kompetencer. Konkret bruger vi metoden til at lade unge fra fx ungdomsklubben hjælpe til med at løse opgaver sammen med vores elevgruppe. Det kan konkret være oplæsning og stemmelægning for de af vore elever, der ikke har det talte sprog. Her afstemmer vi opgaven efter elevens formåen, således at vores elev større eller mindre grad er ansvarlig for at skabe kontakt til en anden ung, der har mulighed for at hjælpe. Vi har mange fine oplevelser af, i hvor høj grad et sådan samarbejde er meget givtigt for alle parter.